Gå til indhold
Webshop og Collect outlet butik åbent som normalt
Webshop og Collect outlet butik åbent som normalt
Pelspleje til den korte, mellemlange-lange og krøllede hundepels

Pelspleje til den korte, mellemlange-lange og krøllede hundepels

Når det kommer til pelspleje af hunden findes forskellige typer. Det kommer an på hvilken hunderace du har og hvad pelsen kræver. Nogle hunde kræver mere pelspleje end andre og selv hunde med kort pels har brug for minimum en ugentlig børstetur. Til de hunde med længere og/eller krøllet pels er det vigtigt at vide hvad pelsen kræver, da der ellers kan komme store knuder i pelsen, som kan være smertefuldt for hunden når den bevæger sig. Nogle typer krøller skal også trimmes på en speciel måde, så krøllerne ikke ødelægges. En god pelspleje er med til at give en bedre trivsel for din hund.

Har din hund kort, mellemlang-lang eller krøllet pels?

Hvis vi deler pelsen op i kort, mellemlang-lang og krøllet pels kan man lave et estimat over hvor ofte hundens pels skal børstes. 

De korthårede hunde såsom Labrador, bulldogs, Beagle, Broholmer osv. skal gerne børstes grundigt en gang om ugen. Da pelsen er så kort kan den selvfølgelig ikke danne knuder og filtre, men børstningen er med til at fjerne løse hår og skidt og møg. Når dette fjernes skåner man både gulvtæpperne derhjemme, men giver også hunden en bedre trivsel så snavset ikke sætter sig for dybt og eventuelt kan resultere i kløe og småsår i huden. Man skal også vurdere hvor beskidt hunden er, selvom man har en korthåret hund kan den sagtens skulle børstes og tørres af flere gange om ugen, hvis den kommer meget i skoven, går på jagt mm. Hvor en hund der bor i byen og primært færdes på asfalt og på klippede græsplæner i parker måske ikke er så beskidte. Den ugentlige børstning er altså bare et minimum. Derudover kan ruhårede hunde, selvom de også er korthårede, have behov for en ekstra børstning da snavsen kan sidde bedre fast i pelsen.

De mellemlange – langehårede hunde som Golden Retriever, Berner Sennen, Pomeranian, Spaniels, Australian Shepherd osv. har behov for børsten flere gange om ugen. Den længere pels filtrer hurtigt og børstes den ikke kan der opstå knuder. Disse knuder opstår især der hvor der er bevægelse på hunden som i armhuler, lysken, på halsen og brystet. Vær derfor ekstra opmærksom på at komme godt rundt med børsten på disse områder. Det er nemlig også her hunden vil føle størst smerte, hvis knuderne ikke børstes ud, når den bevæger sig da det kan nive i huden. 

Når det kommer til de krølhårede hunde som Puddel, Doodle, Bolognese mm. er det en lidt anden snak da de også skal trimmes. Det er svært at sige hvor ofte de skal trimmes ned, men man plejer at sige ca. 2-4 gange om året. Det er individuelt fra hund til hund grundet hvor meget den er ude, i vandet, hvor hurtigt pelsen vokser osv. Derfor er det vigtigt at vurdere dette, eventuelt med hjælp fra en professionel hundetrimmer eller dyrlæge. Derudover er det også vigtigt at hunden trimmes let første gang når den er hvalp, så den bliver vænnet til det, da nogle hunde kan finde det meget skræmmende trods det ikke gør ondt på hunden. Når hunden bliver trimmet bliver den ikke barberet helt ned, så man skal ikke være bekymret for at få en skallet hund med hjem fra hundesalonen. Nogle hundeejere har selv en trimmer og trimmer selv deres hunde. Det kræver lidt tilvænning, men har man en medgørlig hund er det sagtens noget man kan lære og gøre selv. Er man i tvivl og hunden ikke synes det er det fedeste, så besøg altid en professionel så det hele forløber så let som muligt og hunden ikke stresser unødvendigt.

Hvilke børster er gode at have derhjemme?

Børster og karter af god kvalitet holder ikke kun i længere tid, men kommer også bedre i dybden når pelsen børstes. Redskaber af dårlig kvalitet kan ødelægge pelsen, selvom man har en god intention og børster sin hund jævnligt. Som udgangspunkt kan man komme rigtig langt med en god blød børste af naturlige materialer såsom vildsvinehår og en karte med fleksible stifter. Det er vigtigt at stifterne er fleksible og børsten blød, så de ikke påfører hunden smerte. Derudover findes der filtknusere, kamme, massagebørster mm. Massagebørster fungerer bedst på korthårede hunde, da en lang pels bare vil blive mere filtret, mens kamme er beregnet til den længere pels. Der er altså et hav af redskaber på markedet, så det handler om at være lidt selektiv. Få redskaber af god kvalitet er langt bedre end mange af dårlig kvalitet.

Forrige artikel Næsearbejde og mental aktivering af hunden
Næste artikel Renlighedstræning af hundehvalp