Gå til indhold
Webshop og Collect outlet butik åbent som normalt
Webshop og Collect outlet butik åbent som normalt
Renlighedstræning af hundehvalp

Renlighedstræning af hundehvalp

Når en hvalp skal lære at være renlig er det helt op til ejeren, da hunden ikke automatisk ved hvor den må gå på toilettet henne og hvor den ikke må. Dog vil hunde af natur ikke gå på tisse og besørge der hvor de lever, spiser og sover. Det er derfor vigtigt at hunden til at starte med vænner sig til sit nye hjem og føler sig tryg og dermed betragter dette som sit hjem.

Renlighedstræningen

Start med at tage hvalpen ud en gang i timen når den er vågen, naturligvis med lidt længere tid imellem om natten hvor den alligevel sover. Der er ingen grund til at vække en sovende hvalp, dog skal den ud så snart den vågner. Det er vigtigt som hundeejer hele tiden at prøve at være et skridt foran hvalpen, så brug de første par dage på virkeligt at observere den og opfang hvad den gør lige inden den skal tisse eller besørge og hvilke signaler den sender. Nogle går lidt i ring, nogle snuser ekstra meget og andre gør noget helt tredje. Ud over at man helst skal have den ud en gang i timen, er det godt at kunne se på den hvornår den skal på toilettet så uheld indenfor kan undgås. I takt med at hvalpen bliver nogle dage ældre ad gangen og forhåbentlig i takt med at renlighedstræningen går i den rigtige retning, kan intervallerne mellem hunden kommer ud blive længere. Som udgangspunkt skal hvalpen altid ud når den enten har spist, drukket en del, sovet eller leget.

Ros ros ros

Det kan virke underligt for nogle mennesker, men det er yderst vigtigt at hvalpen får al den ros i verden både verbalt og med lækre godbidder når den udenfor tisser eller besørger. Hvis der sker uheld indenfor som stort set ikke kan undgås med hvalpe, er det vigtigt at man ikke skælder den ud. Det er ikke hvalpens skyld, men ejeren som ikke har været observant nok og opfanget hvalpens signaler om at den er trængende. Ignorer i stedet hvalpen og tag den udenfor i en fart, dog helst ikke mens den sidder og gør hvad den skal, men lige efter. Det kan være at den så ikke skal tisse eller besørge mere, men ofte vil den sætte sig og tisse igen efter at have været ude lidt tid, husk igen at rose den for det. Ved at ignorere den ”forkerte” adfærd og rose og belønne den rigtige, lærer hvalpen lynhurtigt hvad det er rigtigt og forkert og vil bestræbe sig efter at gøre det som giver godbidder. Husk også altid at træde et skridt tilbage når i er udenfor og give den ro til at klare sagerne i fred.   

Hvor lang tid tager det?

Det er svært at sige hvor lang tid en hvalp skal bruge på at blive renlig. Det er helt individuelt fra hund til hund og har hverken noget med race, størrelse, køn eller alder at gøre. Det handler om træningen og hvor god man er til at få den ud og rose den. Hvis man er nået dertil i træningen hvor man tror hunden er renlig og kan være indenfor en normal dag og altså komme ud de normale ca. 3-4 gange dagligt, men at der så sker et uheld, så er det vigtigt at man lige revurderer hvor langt man egentlig er i træningen og går et skridt tilbage, hvor man tager hvalpen ud flere gange om dagen. Det er ikke en lineær kurve med renlighedstræningen eller nogen anden træning, den kan sagtens gå strålende nogle dage, mens der andre dage sker uheld indenfor. Alt tager tid og tålmodighed og det vigtigste er at hvalpen føler sig tryg og får ros når den gør det rigtigt.

Husk altid hundeposerne.

Forrige artikel Pelspleje til den korte, mellemlange-lange og krøllede hundepels
Næste artikel De 10 mest populære hunderacer i DK