Gå til indhold
Webshop og Collect outlet butik åbent som normalt
Webshop og Collect outlet butik åbent som normalt
Næsearbejde og mental aktivering af hunden

Næsearbejde og mental aktivering af hunden

Alle hunde uanset race, størrelse og alder har behov for mental aktivering og næsearbejde. Lange traveture er ikke nok for hundens optimale sundhed og trivsel. Hunde elsker at få stillet forskellige opgaver hvor den skal bruge hovedet og næsen uanset hvor gammel den er, og der findes et hav af muligheder. Som man siger er det aldrig for sent at lære en gammel hund nye tricks. 

Næsearbejde og mental aktivering ude og hjemme

Hunden er kendt for sin gode lugtesans, nogle hunderacer har dog en bedre næse end andre hunde, men fælles for alle er at når de bruger næsen bliver de mentalt trætte og dermed sover bedre og slapper mere af. Der er et hav af muligheder når det kommer til næsearbejde og mental aktivering, det handler bare om at være kreativ.

Det meget velkendte og virkelig gode redskab til hunde i alle størrelser er den fantastiske aktivitetsbold som har været på markedet i mange år. Bolden fyldes med små godbidder som falder ud af hullerne i takt med at hunden skubber bolden rundt med snuden. For hunde der ikke har prøvet sådan en aktivitetsbold før, kan det tage et par forsøg og måske lidt hjælp, men de fleste hunde forstår hurtigt hvad det handler om. En aktivitetsbold kan også være en god distraktion for hunden når den skal være alene hjemme. Giv hunden bolden fyldt med godbidder og når hunden har fokus på denne kan man forlade hunden i fred og ro.

Man kan også benytte sig af udfordrende aktivitetsspil, hvor hunden virkelig skal bruge hjernen for at løse ”problemet”, så godbidderne kommer frem. Her skal hunden eksempelvis skubbe eller løfte låg til side for at gå godbidden. Husk altid at være sammen med hunden hvis i bruger sådan et spil, eller andre løse genstande som låg og kopper.

Hvis man er heldig at have en have eller blot et græsareal til rådighed hvor der ikke kommer andre hunde, kan man med stor fordel for hundens næse og hjerne kaste dens tørfoder ud over græsplænen. Kast gerne med stor adspredelse så hunden er længe om at gå med snuden i græsset og søge efter maden. På den måde spiser den langsommere, hvilket er godt for maven og bruger næsen og hjernen i længere tid.

En anden god leg som nogle hunde lærer hurtigt, mens andre er længere tid om det, er at gemme lækre træningsgodbidder i et håndklæde/hviskestykke og lægge på gulvet. Her skal hunden lugte sig frem til godbidderne og vikle håndklædet ud. Vær opmærksom på hunden hvis i leger denne leg, så den ikke ender med at spise sig igennem håndklædet/hviskestykket.  

Man kan også lege ”hundeversionen” af tampen brænder, som går ud på at gemme godbidder rundt omkring i hjemmet. Hunden skal kunne få adgang til disse, men de må gerne være ude af syne til at starte med. Hunden vil kunne lugte dem, men ikke umiddelbart kunne se dem og vil derfor skulle bruge næsen og hjernen.

En sidste ide til øvelser du kan lave med din hund er kropskontrol. Disse øvelser kræver ikke næsearbejde, men vil alligevel trætte hunden. Det er en sjov ting at træne når man alligevel er ude og gå en tur og det vil gøre hele turen sjovere for både dig og din hund. Det går ud på at hunden kan springe op på træstubbe, bænke og andet højt. Eller hunden kan gå på line på et væltet træ, springe over ting, bakke, gå sidelæns osv. Det er kun fantasien der sætter grænser, men handler om at motivere hunden til at gøre fysiske øvelser som den ikke plejer at gøre, en slags agilitytræning i det fri.

Din hund vil elske dig endnu mere for disse sjove og kreative udfordringer og lege. Husk at en træt hund er en glad hund.

Forrige artikel Når hunden skal i bad
Næste artikel Pelspleje til den korte, mellemlange-lange og krøllede hundepels